FOR SOLENS STRÅLER RAMMER OS ALLE

En rejse fra Woodhenge til Stonehenge

stonehengestonehenge

Jeg træder ind i cirklens centrum. Omkring mig rejser de enorme sten sig. Solen hænger lavt over de fjerneste bakketoppe og sender sine sidste flammende nuancer af violet, gul, rød og orange på de glatte flader.

Stenene står som kraftfulde væsner, der strækker sig mod den høje himmel ligesom kornet på marken. Luften vibrerer omkring mig. Mon alle de andre omkring os også kan mærke det? Brisen får mit hår til at hvirvle. Det må være forfædrene, der hilser på mig. Turen var lang og hård, men nu er jeg det helt rigtige sted.

Jeg lukker øjnene.

woodhengewoodhenge

Det er årets korteste dag. Snart vil solen starte sin evige kamp mod kulden og mørket. Nu slipper natten stille sit tag, og det spæde lys afslører langsomt et frostbidt landskab, der venter på forår.

Dag for dag har jeg set naturen dø, og intet vil længere gro. Vi glæder os til at fylde familiens forråd på ny. Mine fødder er ømme, jeg har vandret hele natten, men snart vil vi være fremme. Den tanke holder mig gående. Nu er det min tur. Min onkel har endelig taget mig med på min første vandring. Han har fortalt, at solens rejse i dag starter på ny. Men først skal vi feste med de levende og dem, der levede før os.

Jeg nærmer mig den hellige plads. Omkring mig varmer folk sig ved deres bål i morgenkulden. Min onkel er ivrig, han har genfundet kræfterne: ”Kom nu hurtigere, vi skal nå derhen, før solen står op,” råber han, mens han skynder sig frem mellem de utallige bålsteder og rejsende, som er kommet til dette sted. Han har ret, solen hviler lige under horisonten, så jeg sætter farten op og følger efter ham.

Foran mig ser jeg de massive træstolper, som knejser over os. Jeg har aldrig set noget lignende. ”Hvem har bygget dette?” mumler jeg, mens min onkel lægger sin hånd på min skulder. En stor, sort fugl lander på en af de højeste pæle og sender sit hæse skrig ud over pladsen; en form for velkomst. Det må være et varsel om noget godt, tænker jeg for mig selv. Rundt og rundt i fantastiske cirkler rejser stolperne sig. Enkelte er så småt begyndt at rådne, og nogle ser ud til at være rejst for nylig, for alting forgår i de levendes verden.

Jeg har forberedt mig på denne dag. Når vi slagtede dyr derhjemme, gemte jeg på de små knoglerester. Jeg sleb dem fine og runde i kanterne, og med min dolk snittede jeg mine dybeste ønsker ind i dem, ønsker om frugtbarhed for min slægt, stærke børn og rigeligt med korn til at klare os gennem den mørke tid, hvor jorden ligger livløs hen. På rejsen hertil har jeg båret knoglestykkerne og ønskerne mod mit bryst i en lille skindpose.

Jeg samler knoglestumperne i min hånd og hvisker til træstammerne, mens jeg forsigtigt placerer de små dyreknogler på den frosne jord. ”Hør mine ønsker. Lad os ikke sulte længere, men giv os i stedet styrke og varme.” Jeg håber, at jeg bliver hørt.

Solen vrister sig endelig fri af natten og spreder sine stråler ud mellem stammerne. Jubelbrøl bryder ud overalt fra bålstederne. Nu begynder fejringen. Inden jeg får set mig omkring, griber en ukendt hånd min og hiver mig med i den store fællesdans. ”Stå ikke bare dér, dans med os!” hører jeg en stemme sige. Ind og ud mellem stammerne danser vi. Vi er en stor ring; ingen er først, og ingen er sidst. Endelig vender varmen tilbage til min krop. Råb, sang og lyden af trampende fødder på den stive jord fylder luften, imens vi alle smelter sammen. I dansen vil vi hylde de levende.

En skarp lugt af dyreblod blander sig med hvin fra grise, der panisk piler mellem benene på os. Jeg ler, til min mave gør ondt. Grisene er medbragt på de lange vandringer fra nær og fjern.

Hurtigt griber flokke af mænd deres buer, de sender pile afsted mod grisene. Mændene er høje af rusen fra dansen. Måske har de drukket sig fulde? Det virker sådan. Omkring mig ser jeg flere mænd og kvinder, der danser tæt sammen. Enkelte smyger sig væk bag træerne. Jeg må hellere finde tilbage til min onkel.

Jeg finder min onkels hånd og mærker trygheden brede sig i mit bryst. Tiden er kommet til vores festmåltid. Solen har allerede bevæget sig et stykke op ad himlen. Omkring mig syder kød over store bål. Duften af mad kilder i mine næsebor. Vi sætter os hos vores slægtninge og spiser, overalt omkring mig ser jeg bunker af dyreknogler.

Det føles, som om festen aldrig skal slutte, og stemningen gør mig omtåget. Jeg forsøger at komme til mig selv igen, og vi slutter os til karavanen af mennesker, der nu stille stimler sammen mod floden, mod bådene.

Jeg er træt, men dagen er ikke slut, endnu venter fejringen af de døde, af forfædrene. Min familie har altid fortalt mig, at vi står på skuldrene af dem. At vi skylder dem alt. Det er dem, der har givet os livet.

Jeg stiger på en af de lange både. De glider med den stille strøm ned ad floden.

flod mellem woodhenge og stonehengeflod mellem woodhenge og stonehenge

Jeg klemmer min onkels hånd. Alle padler i takt, og lyden af det skvulpende vand falder ind i en samlet repeterende rytme. Det beroliger mig. Her sidder vi tæt op ad hinanden, de andre både omringer os. Alle bliver vi ført sammen mod de dødes hellige sted.

Vi stiger af bådene én efter én. Omringet af mennesker følger vi menneskehavet på den brede sti, der leder os på det sidste stykke af rejsen. Solens stråler lyser os i ryggen.

Stien bevæger sig op gennem landskabet, og langvejsfra kan vi se stenene oppe på bakken. Nogen siger, at solen engang viste forfædrene, hvor de skulle samle dem.

Nu kommer vi til de dødes plads.

stonehengestonehenge

Jeg åbner øjnene. Jeg står i stencirklen.

En tåre løber på min kind. Her er mine forfædre kommet gennem alle tider. En dag vil jeg slutte mig til dem, og så vil mine slægtninge komme og besøge mig.

Folk omkring mig flytter på sig og gør plads til solen. Jeg blændes af dens sidste stråler. De falder lige ind gennem de to store sten i midten. I det øjeblik er det, som om stenene griber fast i solen, som om de ikke vil give slip.

Nogen synger en sang. Jeg kender den ikke. Andre spiller på nogle fløjter, de har taget med. Det lyder dejligt. ”Nu sker det!” er der én, der råber. Solens sidste stråler rammer den store sten i midten. ”Er dette ikke er magisk?” hvisker jeg for mig selv.

Snart forlader vi stedet, men en dag vil jeg komme tilbage. Måske vil jeg også kende sangene til den tid, så jeg kan synge solen tilbage over himlen.

Sådan har vi fortalt historien

Historien her er fiktion, men den er samtidig et godt bud på, hvordan en piges rejse til Woodhenge og Stonehenge – som vi kalder stederne i dag – kunne have foregået, hvordan hendes syn kunne have været på verden og det, hun møder på sin vej, og hvordan hun kunne have opfattet ritualerne omkring de imponerende monumenter.

Sten er uforgængelige og er det sidste, der står tilbage, når alt andet er rådnet væk. Derfor står Stonehenge i dag som det eneste synlige, men gådefulde bevis på tiden og det levede liv for 4.500 år siden. Woodhenge, den nærliggende cirkel af træstolper, er for længst forgået. *

billede af mark hvor et eksemplar af et woodhenge har stået

Andre levn fra fortiden, der ligger gemt under jorden, hjælper dog til at give os et indblik i menneskelivet, verdenssynet og ritualerne dengang. Hvor der er mennesker, er der affald: Omkring Stonehenge har jorden gemt på begravelser og rester af sten. Omkring Woodhenge, derimod, er der langt flere efterladenskaber, herunder masser af dyreknogler, hvilket ligner de jordiske rester af overdådige festmåltider, når man har de arkæologiske briller på. Det jordiske affald fra festerne omkring Woodhenge er fra samme periode som hovedstadiet af Stonehenge, så der var aktivitet samtidigt de to steder.

Det er også muligt at fastslå, at området omkring Woodhenge altovervejende var beboet i vintermånederne. Solen må have spillet en altafgørende rolle i datidens landbrugssamfund, og derfor giver det mening, at folk er samledes omkring den tid, vi i dag kender som vintersolhverv, ved Woodhenge og Stonehenge.

Områderne var tyndtbefolkede, og folk boede ikke mange sammen. Så meget desto mere imponerende er Stonehenge som bygningsværk, for det må have krævet tusindvis af menneskers samarbejde at konstruere, og det peger selvfølgelig på, at Stonehenge var vigtigt. At nogle af de tonstunge sten ovenikøbet er blevet fragtet over meget lange afstande, understreger blot pointen. For eksempel viser ny forskning, at en seks ton tung sten er blevet flyttet 750 kilometer fra det nordøstlige Skotland til Stonehenge. Vi ved fra en lang række andre fund, at forfædrene spillede en stadigt større rolle op gennem stenalderen, og på grund af aktiviteten ved Stonehenge omkring vintertid kan vi formode, at båndet til dem var særlig tæt på denne tid af året.

Menneskene i stenalderen blev født, de arbejdede, de havde sex, de opfandt nye måder at gøre deres mad appetitlig på, de døde, og de forsøgte at finde en mening i døden og i livet og i alt indimellem. De udførte ritualer for at føle sig trygge. De markerede, når noget var vigtigt. De mindedes og fortalte historier om de mennesker, som kom før dem selv, for en af vejene til selvforståelse går gennem dem, der kom før én selv, dem man står på skuldrene af.

Kun knoglerne af stenaldermenneskenes skuldre er i dag tilbage som tavse forhistoriske kilder. Men selv knogler og sten kan løfte en flig af tæppet over fortidens levede liv.

Videre læsning: · Bøger og artikler…

* Kun fundet af mørke pletter – fra de datidige stolpers placering – på en kornmark på et luftfoto i 1925 og efterfølgende udgravning og fund af stolpehuller har sat os i stand til at rekonstruere dette fascinerende nabomonument tre kilometer fra stencirklen.