SOLENS DAG

Det er årets korteste dag. Snart vil solen starte sin evige kamp mod kulden og mørket. Nu slipper natten stille sit tag, og det spæde lys afslører langsomt et frostbidt landskab, der venter på forår.

Dag for dag har jeg set naturen dø, og intet vil længere gro. Min familie og jeg glæder os til at fylde vores forråd på ny. Mine fødder er ømme, jeg har vandret hele natten, men snart vil vi være fremme. Den tanke holder mig gående.

Nu er det min tur. Min onkel har endelig taget mig med på min første vandring. Han har fortalt, at solens rejse i dag starter på ny. Men først skal vi feste med de levende og dem, der levede før os.

Jeg nærmer mig den hellige plads. Omkring mig varmer folk sig ved deres bål i morgenkulden. Min onkel er ivrig, han har genfundet kræfterne: ”Kom nu hurtigere, vi skal nå derhen, før solen står op,” råber han, mens han skynder sig frem mellem de utallige bålsteder og rejsende, som er kommet til dette sted.

Han har ret, solen hviler lige under horisonten, så jeg sætter farten op og følger efter ham.

Foran mig ser jeg de massive træstolper, som knejser over os. Jeg har aldrig set noget lignende. ”Hvem har bygget dette?” mumler jeg, mens min onkel lægger sin hånd på min skulder.

En stor, sort fugl lander på en af de højeste pæle og sender sit hæse skrig ud over pladsen; en form for velkomst. Det må være et varsel om noget godt, tænker jeg. Rundt og rundt i fantastiske cirkler rejser stolperne sig. Enkelte er så småt begyndt at rådne, og nogle ser ud til at være rejst for nylig, for alting forgår i de levendes verden.

Jeg har forberedt mig på denne dag. Når vi slagtede dyr derhjemme, gemte jeg på de små knoglerester. Jeg sleb dem fine og runde i kanterne, og med min dolk snittede jeg mine dybeste ønsker ind i dem, ønsker om frugtbarhed for min slægt, stærke børn og rigeligt med korn til at klare os gennem den mørke tid, hvor jorden ligger livløs hen.

På rejsen hertil har jeg båret knoglestykkerne og ønskerne mod mit bryst i en lille skindpose.

Jeg samler knoglestumperne i min hånd og hvisker til træstammerne, mens jeg forsigtigt placerer de små dyreknogler på den frosne jord. ”Hør mine ønsker. Lad os ikke sulte længere, men giv os i stedet styrke og varme.” Jeg håber, at jeg bliver hørt.

Solen vrister sig endelig fri af natten og spreder sine stråler ud mellem stammerne.

Jubelbrøl bryder ud overalt fra bålstederne. Nu begynder fejringen. Inden jeg får set mig omkring, griber en ukendt hånd min og hiver mig med i den store fællesdans. ”Stå ikke bare dér, dans med os!” hører jeg en stemme sige. Ind og ud mellem stammerne danser vi.

Vi er en stor ring; ingen er først, og ingen er sidst. Endelig vender varmen tilbage til min krop. Råb, sang og lyden af trampende fødder på den stive jord fylder luften, imens vi alle smelter sammen. I dansen vil vi hylde de levende.

En skarp lugt af dyreblod blander sig med hvin fra grise, der panisk piler mellem benene på os. Jeg ler, til min mave gør ondt. Grisene er medbragt på de lange vandringer fra nær og fjern.

Hurtigt griber flokke af mænd deres buer, de sender pile afsted mod grisene. Mændene er høje af rusen fra dansen. Måske har de drukket sig fulde? Det virker sådan.

Omkring mig ser jeg flere mænd og kvinder, der danser tæt sammen. Enkelte smyger sig væk bag træerne. Jeg må hellere finde tilbage til min onkel.

Jeg finder min onkels hånd og mærker trygheden brede sig i mit bryst. Tiden er kommet til vores festmåltid.

Solen har allerede bevæget sig et stykke op ad himlen. Omkring mig syder kød over store bål. Duften af mad kilder i mine næsebor. Vi sætter os hos vores slægtninge og spiser, overalt omkring mig ser jeg bunker af dyreknogler.